Om

Her på bloggen deler jeg løbende inspiration fra mit studie, skrivekunst, samt tekster fra mit virke som forfatter og billedkunstner.

Pennen har trukket den røde tråd igennem mit liv. Jeg føler mig fri og tryg med en pen i hånden. Når alt har været mørke, og når alt har været en leg, har pennen været den dyrebareste livsledsagerske, et trofast livsvidne.

Siden jeg var en lille pige har pennen i min hånd fortalt historier og skabt billeder. Igennem livet har pennen skabt vilde ekspressive malerier, når alt var kaos. I USA har pennen i min hånd tegnet kongeørne og billeder af indianere, der pludselig trådte ud fra Nevada Bjergenes imponerende formationer. Pennen har skrevet om sorte og hvide fisk i Caribien. Pennen har skrevet en fantasybog, noveller, novelleføljetoner, digte og artikler. Flere af mine artikler er publicerede. Mine noveller og digte er at finde i antologier, tidsskrifter, bøger og magasiner.

Efter at have studeret skrivekunst på Syddansk Universitet i et år, kastede jeg mig den 18. maj 2018 ud i en eksamens-marathon. Det begyndte med mundtlig eksamen i retorik (SDU), videre til skriftlig eksamen i kreativ skrivning (SDU), og skriftkulturens mediehistorie (SDU). Derudover har jeg taget et par enkeltfag, som jeg manglede, historie (HF) og afslutningsvist religion (HF). Jeg sluttede min sidste eksamen med et 12-tal!

I januar 2018 bestod jeg skriftlige eksamen i praktisk narratologi, og i januar 2019 bestod jeg faget tekstanalyse med henblik på æstetisk kvalitet.

Note: FOKUS og FORDYBELSE FLYTTER bjerge!

Publiceringer

2019: Portrætartikel, Kristeligt Dagblad.

2018: Novellen ”Manden i toget”, litteraturtidsskriftet uDkAnt.

2018: Digtene ”En lyslilla fjer” og ”Sådan plejer jeg ikke at gøre”, litteraturtidsskriftet uDkAnt.

2018: Novellen ”Kropsfabrikken”, antologien ”De fremmede – Lige under overfladen 13”, forlaget Science Fiction Cirklen.

2018: Novelleføljetonerne “Et særligt skær” og “Skovens skabning”, magasinet Mit Svendborg.

2011: ”Magda på Dragernes Planet”, fantasybog.

2010: Modtog kulturpris fra Svendborg Sparekasse.