Short stories

Herunder uddrag af min novelle “Manden i toget” og uddrag af min novelleføljeton “Et særligt skær”.

Manden i toget

Langsom løftede han hånden, den lugtede skarpt. Underligt. Tungt. Han lod sin pegefinger strejfe henover hendes læber. Derpå satte han i rasende løb på alle fire ned imod togets udgang. Han brød ud af den grå menneskemængde, og skabte bevægelse. De rastløse bevægelser og lyden af abeskrig var siden, han havde rørt hende blevet ved med at ringe i Adi som et fjernt ekko. Han havde givet hende styrke, og håbet om noget endnu ukendt i vente.

Hun finder tilbage til Frede i den fine skjorte, han sidder på præcist samme måde som inden, hun gik. Stift sætter hun sig igen ved bordet.

”Hvad synes du om maden?” spørger Frede. En metallisk smag i hendes mund breder sig, den er blodagtig. Hun sidder som en stum, og kan ikke svare. Fraværende bider hun sig i underlæben. Et øjeblik sidder hun helt ubevægeligt, så kan hun mærke strejfet af pegefingeren henover sine læber. Adi lukker øjnene. Den skarpe underlige og tunge lugt hans hånd havde haft, ligger nu som en glasklokke udenom hende. Hun åbner øjnene igen. Frede piller ved en serviet. Det sitrer i hendes læber. Adi drejer i noget nær slowmotion ansigtet ud imod gæsterne i restauranten, og hvisker…

Et særligt skær

 

Et særligt skær – Part 1

Hektisk bevæger Piet sig nedad Havnetrappen. Hans højre hånd knuger så hårdt om en genstand, at hans knoer bliver hvide. Februarkulden slår indover ham. Han når trappens fod. Bilerne summer, og det lugter svagt af udstødning. Et stykke før lyskrydset sætter han i løb, og haster over for rødt. Piet må videre, det kan ikke gå stærkt nok. Han søger ned imod havnen. Krydser vejen. Han sætter tempoet yderligere op. Forbi fiskehandleren og skaterområdet. Han er en god løber og når hurtigt Christiansmindestien. Over for roklubben står der et gammelt træ. Piet standser. Knoerne er fortsat hvide, fordi han krammer hånden så hemmelighedsfuldt sammen, som rummer den noget ganske forunderligt. Han ser på træet. Stammen er forholdsvis kraftig, efeu klatrer op ad den. Han dvæler ikke længe ved det, men ser sig til begge sider. Der er ingen mennesker på stien. Med få adrætte skridt er han omme bag træet, og bukker sig. Med venstre hånd griber han en lille kæp, og tvinger den ned i jorden helt tæt på stammen. Heldigvis er mulden ikke frossen, men tilpas blød, så han kan arbejde den op, han bevæger kæppen fra side til side, så der skabes en lille fordybning. Han bruger venstre hånd til at fjerne en anelse mere af den kolde jord. Derpå åbner han højre hånd og lader noget glide ned i hullet. Et øjeblik er det som et næsten overnaturligt skær, stiger op fra fordybningen. Koncentreret dækker han det lille hul i jorden til med muld og brune blade. Han er tilbage på stien. Man kan se på hans skuldrer, at hans krop slapper mere af nu. Piet ser sig igen til begge sider. Der er fri bane. Med et gådefuldt blik ser han ud over havet, imens han trækker den friske luft dybt ned i lungerne. Den underlige opgave er endnu ikke fuldbyrdet. Han overvejer næste skridt.

Et særligt skær – Part 2

    
Målrettet griber han ned i lommen på sin jakke. I hans hånd ligger det sidste af de tre blågrå frø, som han fik af kvinden med de mørkeblå øjne. Han skal placere frøet, men hvor? Der er ingen tid at spilde, han må finde det sted, han føler for. Piet sætter igen i løb. Det begynder at blæse. Lige om hjørnet efter roklubben passerer han en mur, og hans blik fanges af et maleri, som han aldrig før har bemærket. Noget ved det kalder på ham, som lyden af en magisk koncert, og han standser. Bag efeu og graffiti-tags er troen, håbet og kærligheden skrevet og malet i symboler på en mur. Men graffiti og ukrudt skjuler dele af maleriet. Han mærker, at der er noget ved billedet og stedet, der er vigtigt. Piet tænker på det mystiske møde. I dybe tanker var han gået rundt i byen, da der pludselig stod en kvinde foran ham. Hun havde kigget på ham med sådan et blik, som kunne hun se ind i ham.
”Hvad sørger du over?” havde hun spurgt.
”Jeg tror ikke, at du kan hjælpe mig,” havde han undvigende svaret.
”Men måske…” havde hun sagt. Hendes øjne skinnede af visdom. Han sagde først ingenting, men efter en pause svarede han:
”Min tro er død. Mit håb er dødt. Min kærlighed er død.” Kvinden havde knebet øjnene en anelse sammen, og hun havde stukket hånden i lommen på den lange mørkeblå velourfrakke, som hun bar. Det slog Piet, at hun ligesom ikke passede ind i konteksten, der var noget uvirkeligt ved hendes fremtoning. Men hun så direkte på ham, med de mørkeblå øjne, der var omtrent samme farve som frakken. Øjnene havde en speciel glød. Hun rakte hånden frem mod ham, og åbnede den. I hendes håndflade lå tre gråblå frø.
”Du skal plante disse frø. Så vil der ske ting.” Et smil krusede i hendes mundvig…