Ord og Øer

Ord og Øer er en lyrisk og poetisk rejse gennem sommeren i Det Sydfynske Øhav. Ordrejsen består af i alt fire litteraturevents, OoØ #1, OoØ #2, OoØ #3 og OoØ #4, med gode forfattere.  Litteraturarrangementerne som begyndte på Thurø og i Svendborg er allerede i godt gang. Således foregår OoØ #2 på Langeland den 6. juli, hvor de anmelderroste forfattere Naja Marie Aidt og Mikael Josephsen læser op.

Naja Marie Aidt har et stort forfatterskab bag sig. Blandt andet ’Carls Bog’, der er oversat til 15 sprog. Hun modtog Det Danske Akademis Store Pris i 2020. Mikael Josephsen er bosat i Rudkøbing på Langeland. Han skriver både lyrik og prosa, i en rørende og rå stil. Hans seneste udgivelse er den anmelderroste roman ’De andre’. Ord og Øer vil gerne bringe litteraturen ud og helt nye steder hen, så OoØ #2 foregår på Ristinge Camping den 6. juli kl. 15 i naturskønne omgivelser..

Ord og Øer begyndte den 3. juni 2021 på den første ø, Thurø. Hensigten med Ord og Øer er blandt andet at undersøge noget om ords potentiale. På Thurø talte pastor Thomas Østergaard Aallmann om Ordet og tændte lys.

OoØ #1 fortsatte til Svendborg på Fyn, hvor den anmelderroste forfatter Kristina Stoltz læste op fra sin roman CAHUN, der til dels foregår på en ø.

Samme dag kunne forfatter Vagn Remme opleves i Svendborg på det nyåbnede KulturKonsulatet, hvor han læste op af sin nye roman ’Her er jeg’.

Udover selve oplæsningseventene skabes der til efteråret to kunstneriske produkter, en Ord og Øer antologi og en Ord og Øer podcastserie. Bag Ord og Øer står blandt andet Kulturfabrikken og litteraturpodcasten Skæve Kulisser alias forfatter Nanna Grønbech Petersen, podcastproducent Jon Günther Pilgaard Andersen og forfatter Vagn Remme fra litteraturtidsskriftet uDkAnt.

Arrangementet på Ristinge Camping den 6. juli kl. 15 med Mikael Josephsen og Naja Marie Aidt er for alle.

Læs mere om Ord og Øers eventrække, podcastserie og antologi på Ord og Øers Facebookside lige her: https://www.facebook.com/Ord-og-%C3%98er-108548021455897